Kapitel 1 - Birkemåleren

forside 

Birkemåleren, Det bedste bevis på evolution?

 

Møl og sommerfugle har en forbløffende livscyklus. De begynder livet, som larver, der udklækkes fra æg. De spiser vokser og gennemgår så et pubbe (chrysalides)stadie ofte efter at have spundet en kokon. I dette stadie smelter larven til  et flydende klister, som så forvandles til en sommerfugl eller et møl med 2 sammenhængende øjne  i stedet for de oprindelig 16. den har kønsorganer, hvilket larven ikke havde, og vinger, som folder sig ud, og den flyver ud i solopgangen . Processen kaldes metamorphoses. Helt uden lektioner i at flyve eller navigere kan konge sommerfugle bruge deres nye instrumenter til at flyve tusinder af kilometer  til stedet ( til tider til det selv samme træ,i Californien eller Mexico, hvor deres forfædre tilbragte sidste vinter.

Evolutionister hævder at alle dyr udviklede sig fra  en primitiv encellet organisme idet naturlig udvælgelse virkede igennem mutationer; fejl i kopiering af DNA ved overgang fra én generation til den næste.

Hvad udviklede sig først et komplekst flyvende møl eller en realtiv enklere larve uden vinger og reproduktive organer? Ingen af delene! Når fru møl lægger et æg indeholder dens DNA allerede informationerne, der behøves for at danne en larve, og så pubbestadiet, hvor den smelter til et flydende klister, som så danner en møl. Prøv at finde en enkel fordel, som vil styre udviklingen mod at smelte til en væske og derefter et møl. Der er ingen! Alle informationerne er tilstede helt fra begyndelsen af processen æg til larve til pubbe til et flydende klister til møl. Så vidt jeg ved er der aldrig fundet nogen fornuftig forklaring eller gæt  på hvilke mutationer, der kunne modificere DNA til at producere alle 4 stadier af  et møls eller en sommerfugls livscyklus.

 

 

Det bedste bevis?

 

På trods af at man ingen anelse har om, hvordan et møl kan have udviklet sig, så bruger næsten hver eneste lærebog (udgivet siden 1960), som taler for evolution, birkemåleren, som det bedste bevis på evolution. Du husker muligvis billederne  (Figur 1) af lyse og mørke birkemålere siddende på lyse og mørke træstykker. Før den industrielle revolution havde næsten alle birkemålere i England en overordnet lys blanding af lyse og mørke farver på deres vinger. I stilstand lignede de meget den lav, som dækkede de træer de sad på. Så med den industrielle revolution blev træerne mørkere fordi lavlaget døde og træerne blev mørke på grund af forureningen. Dette ”stjal” de lyse birkemåleres mulighed for at falde i et med baggrunden, når de sad på træerne. Lærebøgerne hævder at fuglene derfor så dem sidde på træerne og derfor åd dem. Inden længe blev flertallet af mørke

birkemålere. Fig. 1

På trods af hvordan lærebøger får dette ”bevis” til at fremstå, så kom eksperimentet bag påstanden hurtigt under angreb. En ny bog forklarer:

       De var og er stadig hyllet, som Darwins manglende bevis....evolution i aktion. Dog er historien bag birkemåleren på det seneste blevet en ”slagmark”. Kontroversen bliver stadig mere betændt.


Hvorfor al den interesse i studiet af møl? I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte Darwins teori at sprede sig vidt omkring. Alligevel var evolutionisterne ved at blive desperate. Det blev stadigt tydeligere der ikke blev fundet videnskabelige beviser til at understøtte teorien. Måske kunne birkemålerens tilpasning til den industrielle revolution udgøre det behøvede bevis til at bekræfte Darwins teori. Bernard Kettlewell (læge og ekspert i møl og sommerfugle) studerede birkemåleren. Han blev overbevist om at de mørkere birkemålere blev mere og mere almindelige fordi deres camouflage var bedre på de af forureningen mørknede træer. Han indrettede sine eksperimenter for at påvise netop dette. Hooper skriver:

Kettlewells møl blev det mest fejrede eksperiment  nogensinde i evolutionsbiologien. I 1960erne havde møllene erobret alle lærebøger og påvirket 4 årtiers biologistuderende det er naturlig udvælgelses ”sejrsfanfare”. Paradigme historien, som omvender gymnasielever og universitetsstuderende til Darwinismen. Den lammende ”lige venstre til kæben af Creationismen.

Før møllets ”lige venstre” havde lynet var der andre yderst stærke beviser for evolution, som havde hamret løs på Creationismens kæbe. I 40 år havde Piltdown mennesket med stor ekspertise banket Creationismen synder og sammen indtil i 1953, da det blev afsløret at dette abemenneske var overlagt svindel. En nyere  abekæbe var blevet ”snedkereret” til at passe til et ældre menneskekranie. Efter at Piltdownmennesket havde ”sønderbanket” Creationisterne i 40 år bemærkede én at tænderne stadig havde mærker efter filen, som var blevet brugt til at tilpasse undertænderne til overtænderne. Forlegne evolutionister undsagde sig Piltdown bedraget. En serie hestefossiler blev så udnævnt til at være det stærkeste bevis på evolution. Disse fossiler hævdedes at vise trinnene, som et dyr  med tre og fire tæer gennemgik da dets fod blev mere og mere enkelt ( ikke mere komplekst) idet der langsomt udviklede sig til en moderne hest med én tå på hver fod. Disse dyr havde dog ikke levet den ene efter den anden i en fremskridende udvikling. De havde sammen galoperet igennem skovene . Craig Holdrege en amerikansk biologilærer, som brugte birkemåler eksperimentet til at undervise sine elever læste et skrift af en engelsk birkemålerforsker og ven af Kettlewell da han blev slået af disse ord:  i løbet af 25 år har vi kun fundet 2 betularia (birkemålere) på træer.

Kettlewells bevis på mølevolution hvilede på at møl sætter sig på træstammer, hvor fugle ville se dem og æde dem. Holdrege erkendte at det han havde undervist i igennem mange år var usandt. Under naturlige omstændigheder satte birkemålere sig næsten aldrig på træer. Faktisk er birkemålere aktive om natten og tilbringer dagen på undersiden af grenene i skyggen. Billederne af møl udgør 2 grupper til den første gruppe placerede Kettlewell levende møl på træstammer senere billeder er døde møl sat fast på træstammerne. Hooper siger:

              I begyndelsen af 1990erne (hvis ikke før) var det kendt for en lille kreds af videnskabsfolk , at det alle lærebøger sagde om industriel melanisme var usandt 

industriel melanisme bruges her om naturlig udvælgelse til fordel for mørke møl efter at industrien havde forårsaget at træer blev mørkere. De fleste videnskabsfolk  anede imidlertid ikke at der var problemer. Da Jerry Coyne, professor ved Chicago university  opdagede at det han havde undervist i årevis var i det mindste delvis bedrag, blev han ”rædselslagen”; han skrev i sin anmeldelse i Nature af Majerus’ bog:

 

min egen reaktion kan sammenlignes med forbløffelsen ved, som seksårig at opdage at det var min far og ikke julemanden, der kom  med julegaverne.

 

På grund af øget opmærksomhed på sagen har evolutionister opdaget en række andre problemer med det mest hyllede eksperiment indenfor evolutionsbiologi, her er nogle få: Kettlewell anbragte om morgenen mørke og lyse birkemålere på træstammer, hvor de normalt ikke sætter sig for at se om fuglene åd flest mørke eller lyse birkemålere, da møl normalt bevæger sig om natten var de blevet sat fri ville de have flyttet sig til positioner under grenene, hvor hverken Kettlewell eller fuglene  ville have let ved at finde dem. I løbet af dagen forbliver møl hvor de bliver sat. Forsøget blev udført under den antagelse at naturlig udvælgelse giver mørke møl en fordel fordi fugle ville se lyse møl på mørke træer og æde dem. Denne antagelse var ikke korrekt da hverken lyse eller mørke møl normalt sætter sig på træstammer, og da fugle ikke synes at spise mange af dem.

Forsøgsresultaterne var kunstige. Det at placere store antal af møl på træstammer lærte fuglene at komme dér for at finde føde på grund af  den usædvanlige koncentration af møl placeret på unaturlige og særligt synlige positioner. Ikke en eneste kritiker kaldte eksperimentet et studie i unaturlig udvælgelse.

Nogle af de fugle Kettlewell opgav, som fugle, der åd møl æder tilsyneladende overhovedet ikke møl under naturlige omstændigheder. Når Kettlewell ikke fik de resultater af eksperimentet han ønskede ændrede han opsætningen indtil han fik det ønskede resultat. Både diæt  og temperatur har vist sig at forårsage mørke møl, så måske er generne  for mørke møl altid til stede, men bliver af og til ”slået fra” Hooper skriver at dette ikke er et eksperimentet, som er bekræftet af mange andre... Ben West forsøgte det. Cyril Clark forsøgte det. Jeg forsøgte det Alle forsøgte det ingen får resultatet.

Når først folk forstår at dette berømte eksperimentet ikke viser hvad det blev hævdet at vise, indtager de typisk én af to attituder. Michael Majerus skrev bogen, som først udstillede problemet og den falske videnskab. Han siger at det lærer børn at tro på naturlig udvælgelse, som er sandt, så vi bør stadig tro det, selv om eksperimentet var falskt.

Den anden attitude  ses hos Jerry Coyne, som skrev anmeldelsen af Michael Majerus’ bog. Han var rædselsslagen over at være blevet forledt til at undervise i noget, som var falsk. Eftersom han attrår ærlighed i videnskab og videnskabelige bøger nægtede han at fortsætte med at undervise over forfalskede beviser.

Hvad vil lærebøgerne gøre? I øjeblikket er dette ”bevis på evolution” stadig standardbeviset i lærebøger på at evolution virkelig foregår, men de 2 nyeste lærebøger jeg har tjekket bruger det ikke

 

Op-ad-bakke-evolution er en myte

Et endnu større problem er at ingen overbevisende argumenter for evolution  nogensinde har vist op-ad-bakke-evolution, men kun horisontal evolution. Mørke birkemålere er ikke højere udviklede end lyse birkemålere, og birkemålere blev aldrig til andet end netop birkemålere. Ingen af disse udviklede sig til flagermus eller kolibrier eller bare en anden slags møl, kun farven ændrede sig. Uanset om fremtidige lærebøger kommer til at bruge birkemålerargumentet, så var det sådan, da jeg gik i grundskolen at mange anså  fortællingen, som den, der omvendte  eleverne til darwinismen

Den ”lynende lige venstre til kæben af creationismen”

Hvis du tror på evolution var én af de ting, som overbeviste dig muligvis historien om fugle, som æder møl fra træstammer. For at gøre det klart for os, hvor stor indflydelse mølhistorien har haft titulerede Hooper  det sidste kapitel i sin bog ”en fordømt god historie” det var bestemt en overbevisende historie, og det var hvad hun mente, men det er også en fordømmende historie. Jesus sagde: ” »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (John. 14,6)

Mange er ikke kommet til faderen ved Jesus Kristus fordi deres lærebøger har fået  dem til at tro på evolution, en filosofi, som har ledt mange ud i tvivl skepsis og ateisme. Ingen kommer til Faderen uden ved Jesus, det ved vi ud fra Jesu ord, som er sandhed. Hvis birkemålere hjalp dig til at tro på darwinisme, så er din tro delvis bygget på noget du nu ved er fejlagtigt, men selv det, som var sandt var ikke ”op-ad-bakke-evolution”. Birkemålere er et eksempel på horisontal evolution, de viser kun at birkemålere findes i mere end en farve.